Sund fredagsslik

Så er det snart weekend og måske du overvejer, hvad der skal på bordet som fredagsguf…eller som guf til eftermiddagskaffen i weekenden.

Jeg har et bud – sundt og syndigt sødt!
Og voldsomt inspireret af TVserien “Kan man spise sig rask”.

Banan, lakrids og kakaonibs! – og så en GOD KOP KAFFE.

Flæk en banan, drys den med lakridspulver og lidt kakaonibs.

Sæt i ovnen ved 180 grader i ca. 30 min.

Vupti, så er den klar. God appetit.

Banan er rig på kalium, vitaminer og mineraler og et kalorielet og sundere alternativ til slikskålen.

Bananpandekager med havregryn

De er nemme og hurtige at tilberede.
Her har jeg stegt dem på blinis pande, så giver det ca. 30 stk.

Du skal bruge:

3 bananer
6 æg
1 tsk kardemomme
2 tsk kanel
3 dl grove havregryn
En lille smule salt

Blend bananer, æg og krydderier og tilsæt havregryn og rør rundt.
Steg på panden ved middel varme.

Spis med bær, flødeskum eller youghurt tilsat vanilje.

Pandekagerne kan spises til morgenmad, som en del af et brunch bord, til dessert eller som et mellemmåltid.

Ca. 50 kcal pr. stk

Velbekomme.

Bananchips

En lille snack til lækkersulten – eller chips til weekenden.

Når du selv laver dem, ved du præcis, hvad de indeholder og med kombinationen af kanel og salt sammen med bananens naturlige sødme, kan du både imødekomme sukkertrangen og saltbehovet.

Monash universitetet har testet og du kan spise 100gr umoden banan og stadig holde dig på LowFodmap.

4 grønne bananer – eller flere
Appelsinsaft til pensling
Groft salt
Kanel og kardemomme

Skær bananerne i tynde skiver, gerne lidt på langs, så bliver de større.
Pensel med appelsin og drys krydderier og groft salt på.

Bages i ovnen ved 100 g varmluft i 2,5 time – eller til de er sprøde.
Opbevares i lufttæt beholder.

Du kan også bruge lakridspulver, hvis du tåler det – det er ikke testet, så mærk selv efter.

Og du kan selvfølgelig også eksperimentere videre selv med dit favoritkrydderi.

Bananer indeholder fibre til fordøjelsen, antioxidanter, kalium, magnesium, kobber, mangan og både C-vitamin og B6-vitamin.