Ribssirup og ribsguf

I vores nye have, har vi 2 ribsbuske, som jeg har ribbet. Det gav i alt ca. 1,2 kg ribs – om det er meget eller lidt, kan jeg ikke vurdere, men bruges, det skal de.
Har du ikke ribs i haven, kan de købes frosne i de større supermarkeder.

Jeg kan ikke se, at Monash har testet ribs for FODMAPS, så jeg kan ikke stemple denne med LowFODMAP. Jeg har selv testet den og får ingen gener og smagen er himmelsk. Siruppen kan bruges til at give lidt sødt til morgenmaden eller i desserten eller som en del af en salatdressing.

Ribsbusk close up
Ribsbusk – close up

Jeg valgte at lave sirup af 300 gram og den opskrift får du her.

Ribs
Ribs

Du skal bruge:
300 gram ribs (kan også købes på frost)
300 gram sukker
3 dl vand
1 vanillestang

Flæk vanillestangen og fjern korn.
Bring alle ingredienser i kog i en gryde ca. 25 min.
Si det og sæt på køl i skoldet flaske/glas/opbevaringsboks

Ribs i kog

Det frasiede ribskød og kerner kan bruges som kompot på en ostemad på havregrødsknækbrød, glutenfri boller eller fyld i en portion havregryn eller til bagning.

Ribssirup og ribsguf
Ribssirup og ribsguf

Lidt om Ribs:

Ribs er rig på C vitamin, som hjælper til at styrke kroppens immunforsvar. Ribs indeholder derudover vitamin A og B1 og har et højt indhold af jern.

Find flere opskrifter her og få hjælp til at holde kursen if. kost, livsstil og vægttab her.

Ribs collage

Velbekomme!

Kylling med parmesan og stegte grøntsager

En hurtig ret, til madpakken, til frokost, til aftensmad, til turen. Du bestemmer. Sund og proteinrig.

Kylling med parmesan og stegte grøntsager

Til 3 mindre portioner eller til 2 portioner skal du bruge:

300 g kylling
40 g god carpaccio
30 g revet parmesan
1 rød peberfrugt
1 squash (200 g)
20 g valnødder

Sæt parmesanklatter på en pande ved middel varme med en teske. Vend dem forsigtigt og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.
PAS PÅ du ikke kommer til at spise dem, mens du tilbereder resten..
Steg kyllingen og grøntsagerne hver for sig. (Peberfrugt i strimler og squash i tern)
Rist valnødderne kort på panden

Når du bruger en god olivenolie til at stege i, behøver du ikke dressing. Vil du have masser af smag, så brug dine yndlingskrydderier, jeg brugte timian og rosmarin.

Anret kylling og grøntsager og pynt med parmesan og valnødder.
God appetit.
Ved 2 portioner: ca. 450 kcal pr. portion.
Ved 3 portioner: ca. 300 kcal pr. portion.

Kan laves til flere dage og dermed “preppes” til madpakker og stadig være lækker.

Her er masser af gode sager i råvarerne, protein, kalcium, c-vitaminer og meget lidt fedt.

Grønkål med pomelo, valnødder og vanille

Igen et bud på et bidrag til julebordet: Julekål uden mavepine version 2.

Juletravlheden har også været på spil her, så denne opskrift er uden vægt og kalorieangiivelse. Det ændrer ikke ved, at den er et frisk og velsmagende bud på grønt i denne kødfulde og fede tid.

Og så ser den lækker og indbydende ud.

Den består af følgende ingredienser:

Grønkål
Appelsiner
Pomelo
Tranebær
Valnødder og
Vanillepulver

Velbekomme og glædelig jul.

Ørredsalat med ris, kål og kiwi

Denne salat er et helt måltid i sig selv, den indeholder hele paletten –
fisk, ris, kål , frugt og bær.

Smagen er frisk og lækker.

Til 4 hele portioner eller 6 mindre, skal du bruge:

300 g ørredfilet
150 g spidskål
150 g grønkål
100 g brune ris
100 g røde ris
25 g hørfrø
300 g kiwi – ca. 5 stk
150 g blåbær

Kog og afkøl risene. De brune ris skal koge ca. 45 min. og de røde ca. 25 min.
Steg ørredfileterne på panden og del dem i mindre stykker, lad dem køle af
Snit kålen og vend den evt. let i hvidløgsolie på pande, afkøl
Ovenstående kan med fordel gøres dagen inden, så sikrer du, at det er helt afkølet og så skal du blot vende det på selve dagen.

Skræl og skær kiwi i mundrette stykker – ikke alt for små
Tilsæt sammen med blåbær og hørfrø
Tilføj evt. lidt salt for at fremhæve smagene

Det giver 4 store portioner á ca. 500 kcal eller
6 mindre portioner á ca. 350 kcal

Er god som madpakke på tur, til frokost eller aftensmad.

Kiwi er fuld af fibre og fremmer fordøjelsen. Derudover er den fyldt med C-vitaminer og indeholder også antioxidanter og E-vitamin og kalium.
Kernerne indeholder omega 3 fedtsyrer som er godt for hjertet.

Sådan koger du quinoa

Det er både nemt og hurtigt at koge quinoa.

Husk at skylle frøene inden, du koger dem.
Anvend 2 dl vand til 1 dl quinoa
Bring quinoaen i kog, skru ned og sæt låg på, til der ikke er mere vand
Det tager ca. 12-15 min. at koge 2 dl

Tilsæt evt. boullion eller friske krydderurter for at tilføre smag.

Du kan købe forskellige quinoafrø og blande dem, så det giver et godt farvespil til din ret.

Jeg blander altid hvid, rød og sort quinoa og koger minimum en dl ekstra, så jeg har det i køleskabet som tilbehør til salat, kød eller til morgenmaden.

Quinoa stammer fra en plante i Andesbjergene i Sydamerika og er rig på protein, vitaminer og mineraler og aminosyrer.

Quinoa indeholder vitaminerne E og B, især B6, folat, niacin og thiamin og mineralerne kalk, kalium, magnesium, zink, kobber og mangan.

Quinoas kombination af kostfibre, fedt og proteiner bevirker, at blodsukkeret påvirkes mindre, end hvis du spiser mange af de andre stivelsestyper som ris, pasta kartofler og brød.

Quinoa fås røde, hvide og sorte. De sundeste typer er de mørke sorter, da de ikke er afskallet på samme måde som de lyse.

Hirsesalat med melon og skinke

Hirsesalat med melon og skinke

Lidt sødt og salt til varmen.
Hirsen mætter, det grønne letter og melon og skinke giver sødt og salt. Paranødderne sørger for det gode bid.
Her serveret med et par skiver gederulle vendt på panden for at give den et ekstra tvist.

Kan også bruges til madpakken.

Velbekomme!

Til 2 personer

100 gr blandet grøn salat, fx. spinat, rucola, gulerodstoppe
50 gr kogt hirse
100 gr spidskål vendt på panden i hvidløgsolie
180 gr cantaloupe melon
60 gr skinke, fx. burgunder
20 gr. paranødder

60 gr. gederulle

Ca. 420 kcal pr. portion inkl. gederulle.

 

Cantaloupe melonen er kalorielet og indeholder både C-vitamin, betacaroten, folat og antioxidanter.

Quinoasalat med appelsin og serrano

Quinoasalat med appelsin og serrano

Denne salat blev virkelig lækker og er både frisk og mættende.

Quinoaen havde jeg tilovers fra forleden, hvor jeg kogte quinoa til quinoa-guf-deller, her kogte jeg 3dl i alt.

200 g kogt quinoa (du kan se, hvordan du koger quinoa her)
200 g appelsin
50 g grønkål – jeg har vendt min hurtigt på panden med lidt hvidløgsolie
60 g serranoskinke
25 g valnødder

Opskriften er til 2 personer, kan også bruges til 2 madpakker.

Ca. 320 kcal pr. portion.

 

Appelsin er dekorativ og dufter og smager godt.
Den er rig på C-vitamin og folat, kalium og magnesium.